Rekordoverskud for andet år i træk

Hedal Kruse Brohus A/S præsenterer i det netop offentliggjorte årsregnskab et nyt rekordoverskud. Årsagen er stadig stigende vækst, og virksomheden leder nu efter nye ambitiøse udviklere.

"Der er ingen tvivl om, at 2010 har været et rigtig godt år for os blandt andet pga. tilgang af flere store kunder inden for detailbranchen. Da tendensen ser ud til at fortsætte i 2011, er vi i fuld gang med at opruste på medarbejdersiden, hvor vi pt. søger fem ambitiøse udviklere" siger Lars Hedal, adm. direktør for Hedal Kruse Brohus A/S.

Aarsregnskab

Det netop offentliggjorte årsregnskab for 2010 viser et overskud på kr. 3.033.490 før skat, og Hedal Kruse Brohus A/S runder dermed for første gang i virksomhedens historie et overskud på 3 mio. kr. Lars Hedal er ikke i tvivl om, at den store tilgang fra specielt detailbranchen skyldes det faktum, at detailhandlen i stigende grad bliver mere og mere bevidst om, at om mindre end ti år vil 50 % af al detailhandel foregå på nettet.

"Vi oplever meget stor interesse fra virksomheder, der ikke kun ønsker en e-handelsløsning som supplement til deres andre salgskanaler men derimod har ambitioner om at gøre e-handel til en central del af deres forretning. En seriøs, fremtidssikret e-handelsløsning kræver en stærk teknisk platform, grafisk kreativitet og digital forretningsforståelse, og her har vi bevist, at vi har kompetencerne til at hjælpe dem" siger Lars Hedal.

Danmarks største materialistkæde, Matas, er en af de kunder, der for nylig har valgt Hedal Kruse Brohus A/S til at designe og udvikle en avanceret e-handelsløsning. Matas' nye webshop vil indeholde en lang række avancerede funktioner - fx integration til Facebook -, og den fynske it-virksomheds fornemmeste mål bliver at øge trafikken og Matas' onlinesalg.

Hedal Kruse Brohus A/S fik i starten af året tildelt Dansk Erhvervs Videnstafet 2011, der gives til innovative og ambitiøse virksomheder med potentiale til at blive fremtidens vindere. Begrundelsen lød bl.a.: "Dommerpanelet er overbeviste om, at Hedal Kruse Brohus med deres nyskabende produkter, den konstante udvikling af alle medarbejdernes kompetencer og styrkelsen af deres kreative kvalifikationer, er opskriften på en lys fremtid både i Danmark og globalt".

Læs årsregnskabet her

Nyheder|Se alle nyheder