Matas vinder Guldprisen ved E-handelsprisen 2020
Pressemeddelelse
Selvom branchens mest eftertragtede priser blev uddelt virtuelt, var stemningen høj blandt deltagerne, og spændingen hos de forventningsfulde finalister kunne mærkes helt igennem skærmen. For Matas og deres’ faste e-handelsleverandør, Hesehus, blev det til den helt store triumf med 2 x guld og ikke mindst E-handelsprisens fineste anerkendelse, Guldprisen.
Guldprisen gives til den af de 11 vindere, som juryformændene, en række af Danmarks mest kompetente e-handelseksperter, anser for værende den allerdygtigste, danske netbutik, og i år var der ingen tvivl om, at hæderen skulle tilfalde Matas.
Årets guldvinder var ikke first mover. Faktisk var man længe i tvivl, om det der e-handel var kommet for at blive. I dag er tvivlen skiftet ud med en digital fuldblodsatsning, der både kommer netbutikken og de fysiske butikker til gode. Virksomheden har investeret massivt i ny teknologi og givet de mange nye medarbejdere lov til at gå nye veje og søge innovative løsninger. Satsningen har båret frugt og Guldprisvinderen har både hævet indtjeningen og barren for, hvad danske netbutikker kan. Det smitter af på resten af branchen, der ligesom forbrugerne kan gå til årets vinder for inspiration og gode råd. Det er derfor fuld fortjent, at vindervirksomheden for en stund kan skifte (fart)striberne ud med den gule førertrøje. Årets Guldvinder er Matas!
Juryens begrundelse
2 x guld til Matas
Onlinesuccesen for den danske skønhedsgigant er også til at få øje på, da matas.dk de seneste 10 kvartaler (april 2018 – september 2020) har haft en onlinevækst på over 50% med imponerende 115% vækst i sidste kvartal og i dag er den fjerde mest benyttede webshop i Danmark. En bedrift, der også fik Matas øverst på skamlen i aftenens kategori ’Bedste omnichannel virksomhed’ for deres evne til at skabe en sublim og sammenhængende kundeoplevelse før, under og efter køb på tværs af virksomhedens kanaler og platforme.
Hos Matas’ e-commerce-team med e-commerce direktør, Brian Andersen, i spidsen var jublen også stor, da repræsentanter fra Dansk Erhverv Digital Handel under showet overraskede Matas for at overrække først prisen for ’Bedste omnichannel virksomhed’ og derefter den prestigefyldte Guldpris.
Vi er så glade! Det er den her pris, som vi allerhelst vil vinde, fordi det er hele Matas’ pris. Vi har butikkerne med, vi har vores klub med, vi har vores online med, vi har vores lager med og får alt det til at spille sammen i en enhed. Og det, som vi kan se, er, at når kunderne begynder at handle på tværs af flere kanaler, så køber de mere. Så tusind tak til alle medarbejdere og tusind tak til alle leverandører. Vi er så stolte!
Brian Andersen
E-commerce direktør, Matas
Det havde vi ikke turde drømme om for tre år siden. Vi har alle sammen i Matas ligget søvnløse over, om vi nåede med på det digitale tog, fordi vores konkurrenter på det her område er så fantastisk dygtige. Og jeg må sige at stå her med det her hold, der har stået bag det, og de 2000 andre mennesker i Matas, det er virkelig, virkelig vildt! Tusind tak til Niels og til jer alle sammen
Gregers Wedell-Wedellsborg
CEO, Matas
Samarbejdet mellem Hesehus og Matas er ekstremt ambitiøst og præget af en stærk fælles holdånd. De kommer vidt omkring men formår hele tiden at holde brugeroplevelsen og væksten i fokus.De har sat turbo på innovationen og er blandt andet first movers på visual search og voicebaseret søgning. Den innovative og modige tilgang betaler sig: Matas brager frem på listen over mest benyttede netbutikker og har haft mere end 50% online vækst i mere end 9 måneder. Samtidig er samspillet mellem e-handlen og den fysiske butik i top, og antallet af omnichannel-ordrer er vokset med 77% i 2019. Stort tillykke til Hesehus og Matas
Juryens begrundelse
For os har de sidste snart 10 års tætte samarbejde med Matas været og er stadig en kæmpe fornøjelse. At få lov til at arbejde med en sand omnichannel retailer som Matas, der konstant sætter barren højere, er first mover på mange af de e-commercetiltag, som vi ser i Danmark, og som kontinuerligt udfordrer os, betyder ikke blot meget for os som virksomhed men er i høj grad også med til at drive og motivere vores medarbejdere. Og med mere end 50% onlinevækst 10 kvartaler i træk, to guldstatuetter og ikke mindst den højeste anerkendelse i form af Guldprisen, så skal man en gang i mellem lige knibe sig selv i armen
CEO Hesehus
Med de tre nye priser har Hesehus nu hjulpet danske e-handlere til hele 24 topplaceringer ved E-handelsprisen – heraf otte af fornemmeste karat; Lemvigh-Müller i 2012, Matas i 2013 og 2020, Inspiration i 2015 og 2017, DLG og A.O. Johansen med BilligVVS i 2019 og Hesehus for Matas i 2020. En samling, der nu også tæller Guldprisen med Matas 2020.