Sådan får du dit indhold vist i Googles AI søgeresultater

Malte Abildgaard Christensen
01/07/2025
Malte Abildgaard Christensen
SEO & E-commerce Analyst

Du har nok allerede lagt mærke til Googles lille blå AI overview-stjerne, når du søger. Den dukker primært op på informationssøgninger, men den viser også produkter. Og det kunne jo være produkter og indhold fra jeres webshop. Så, hvordan ender I i Googles AI-generede svar, så kunderne klikker og køber hos jer?

God SEO er god GEO

Undrede du dig lidt over GEO i overskriften, så er det egentlig bare betegnelsen for SEO’s nye fætter. Hvor SEO er Search Engine Optimization er GEO Generative Engine Optimization, det vil sige optimering mod generative AI resultater, for eksempel dem vi ser i Googles AI Overview. Det lyder måske som et vildere skift end det egentlig er, så jeg har en nyhed, der både kan være god og dårlig for dig:

Der er ikke sket gigantiske ændringer i, hvad der får jer til at ranke. Det er stadig, de gode SEO-dyder, der betyder noget for jeres sites evne til at nå til tops. Det er skidt nyt, hvis jeres SEO aldrig har været fremragende, men det er godt nyt, hvis jeres SEO fungerer. Det Google vægter højest er stadig, at I skaber unikt indhold, der skaber værdi for jeres brugere. Så det er ikke, fordi fremkomsten af AI-søgninger grundlæggende har ændret på alt, hvad vi ved om, hvordan søgemaskinerne fungerer. Men der er alligevel små ting, der er anderledes.

Sådan optimerer du din webshop til GEO

En af de store fordele ved AI-sprogmodellerne er, at de er bedre til at forstå kontekst end de traditionelle søgemaskinealgoritmer. Det betyder, at der er mindre fokus på konkrete søgeord end, der har været tidligere. Du behøver altså ikke skrive gummistøvle tyve gange i en artikel, for at sprogmodellen kan regne ud, at du skriver om gummistøvler. Det betyder, at vi måske snart kan sige endegyldigt farvel til SEO-tekster der er skrevet mere til algoritmerne end til de mennesker, der egentlig skulle have glæde af dem. I stedet bliver det vigtigt at beskrive sine produkter mere i detaljen og fremhæve hvad der er særligt for netop jeres produkter. Hvordan adskiller I jer fra andre på markedet og hvorfor er I eksperterne på området?

Et andet væsentligt element, der gavner GEO, er at skrive opsummeringer, FAQ’er og punktopstillinger, der er enkle at skimme og som samler de væsentligste pointer i artiklen op. Det gør det enklest muligt for sprogmodellerne at citere og henvise til jeres indhold og også nemmere for jeres brugere at læse. Samtidig skal I også sørge for at sitet er lynhurtigt og enkelt kan scannes og crawles. Det er der ikke så meget overraskende i, men det gør det ikke mindre væsentligt.

AI Google Search - Hesehus

AI-søgning og e-handel

Indtil videre begrænser Googles AI-søgeresultater sig primært til informationssøgninger. Vi ser meget få AI-generede resultater på produktsøgninger endnu, men der kommer med stor sandsynlighed langt flere i fremtiden, da Google satser benhårdt på at styrke deres visninger inden for e-handel. Det betyder dog ikke, at der ikke bliver vist produkter i informationssøgninger nu. Vi har set eksempler på at vores kunder Matas og DinApoteker får vist relevante produkter, når kunderne laver informationssøgninger om f.eks. solbeskyttelse eller insektbid. Det kommer blandt andet fra gode produktbeskrivelser og de produktinformationer, der kommer fra de product feeds som begge forretninger allerede sender til Google og fordi de har bygget relevant content op rundt om produktkategorierne.

En udvikling, der meget sandsynligt vil ske over de næste år er, at vi begynder at aflevere langt flere produktinformationer til Google (og andre søgemaskiner og AI-chats) end vi gør i dag. Det hander om at tilknytte flere og mere relevante attributter på ens product feed samt i den strukturerede data i koden, så søgemaskinerne får mere information, der giver dem mulighed for at pege på jeres produkter.
ChatGPT har netop også åbnet en venteliste på at kunne indsende product feeds til dem også, så i fremtiden bliver det også relevant at sikre, at de også får gode produktdata fra jer.

Hvor stort er AI-søgninger i dag?

En analyse fra Gartner har vist, at den organiske trafik kan falde med op til 25 % som følge af søgemaskinernes AI-tiltag. Så det vil kunne mærkes på de fleste hjemmesider. Men vi skal selvfølgelig også lige have proportionerne med. På tværs af vores største kunder er det lige nu maks 2-3% af trafikken, der kommer fra AI-søgninger. Det er stadig de traditionelle indgangsveje, der er vigtigst, men vi kan se trafikken vokser – og den vokser hurtigt. Det er ikke svært at forestille sig at trafikken fra GEO-resultater kommer til at vokse til lad os bare sige 25% indenfor de næste fem år. Der er stadig tid til at arbejde med AI-søgninger, inden de overtager markedet, men de er ret sikkert kommet for at blive.

De vigtigste pointer fra artiklen:

  • Klassisk god SEO giver også gode resultater i AI-søgninger.
  • AI-søgninger fylder ikke ret meget i dag, men kommer til at gøre det i nærmeste fremtid.
  • Sørg for at have masser af information i jeres produktfeed strukturerede data og understøttende content.
  • Skriv tekster, der giver både mennesker og sprogmodeller mulighed for at skimme og forstå hurtigt.

Insights

De seneste nyheder, insights og tendenser fra Hesehus

Designet på jeres webshop er altafgørende for både branding og brugeroplevelsen. Det er designet, kunderne kender jer på og det er designet, der gør det enkelt at lægge varerne i kurven hos jer.
Nordens største boghandel, Bokus ønsker at kunne tilbyde et sortiment på over 20 millioner bøger online. Hesehus’ Bizzkit PIM er med til at realisere denne ambitiøse drøm.
Når først der er knyttet bånd mellem en kunde og en leverandør i B2B-verdenen, er de næsten ikke til at skille ad igen. Men hvordan skaber man den attraktive kundeloyalitet, der sikrer salg igen og igen?

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få serveret de nyeste trends, events, cases og meget mere.